marks.dk
[DK] Slanger i Twittaradis
For 13 timer siden skrev Margrethe Vestager, Det Radikale Venstres formand, følgende besked på mikroblogging-tjenesten Twitter:
Kort efter svarer jeg hende:
Mit svar til Vestager bundede egentlig i at jeg synes det er sjovt at medierne har sÃ¥ meget fokus pÃ¥ Twitter lige pludseligt; bÃ¥de som politisk redskab, men især som “afløser” for Facebook. Sidstnævnte har jeg skrevet om tidligere, og førstnævnte vil jeg skrive lidt om her.
Efter jeg skrev mit indlæg pÃ¥ Twitter kom der en – efter min mening – lettere uheldig debat i gang mellem undertegnede, Jacob Packert (bl.a. studentermedhjælper i Radikale Venstre), Lars Damgaard-Nielsen, Joachim Penti, Morten Jokumsen, Nina Jansen, Morten Gade og sikkert mange andre jeg ikke har nævnt eller følger.
Basalt set handlede den om hvordan “man” skal bruge Twitter. Jeg elsker Twitter fordi jeg kan fÃ¥ korte samtaler og svar fra en stor gruppe spændende folk der har valgt at følge mine skriverier, og jeg synes i bund og grund det er den største force; samtalen. Derfor er det sÃ¥ ærgeligt at en som Vestager ikke tager netop den del af tjenesten i brug – vi har endnu ikke nÃ¥et (og nÃ¥r nok ikke) samme grad af idioti som findes i YouTube-kommentarer, sÃ¥ hun vil overvejende fÃ¥ sobre tilbagemeldinger pÃ¥ spørgsmÃ¥l der bliver stillet til den sovende kæmpe, Twitter nu engang er.
Med det sagt, sÃ¥ kan jeg udemærket forstÃ¥ hvorfor hun bruger Twitter som hun gør – altsÃ¥, til at broadcaste en hurtig holdning eller oplysning om et arrangement hun støtter op om (hvilket i øvrigt ogsÃ¥ bliver syndikeret videre til hendes profil pÃ¥ Facebook). Alt foregÃ¥r for Vestager igennem SMS og siden den funktion ikke understøttes to-vejs i Danmark (officielt, om ikke andet), sÃ¥ er det “broadcasting” hun bedriver. Jeg kan fint forestille mig arbejdslivet som partiformand i et, pÃ¥ nuværende tidspunkt, ikke endvidere succesfuldt parti ikke klares pÃ¥ rutinen, men kræver hÃ¥rdt arbejde og fuldt fokus – og hvem vil egentlig ikke hellere have at hun bekymrer sig om at være politiker, mere end superbruger af Twitter? Hun har jo ikke fÃ¥et stemmer for at sidde og skrive pÃ¥ Twitter, men for at komme med forslag til hvordan et politisk skifte kan komme i gang. Derfor bliver jeg ærligt talt ogsÃ¥ lidt tøsefornærmet nÃ¥r Lars Damgaard-Nielsen siger han er skuffet over Vestager, for det synes jeg ikke han har nogen grund til at være; havde Vestager skrevet at hun glædede sig til at fÃ¥ en dialog i gang, sÃ¥ har hun opstillet en forventning som hun dermed ikke indfrier. Det har hun aldrig gjort, og derfor er det lidt underligt at sige man bliver fuppet – fuppet bliver man nÃ¥r man investerer penge i IT Factory og bagefter stÃ¥r med sÃ¥ store regninger man bliver nødt til at tage ud og lave “Musik og Fis 2″ pÃ¥ spillesteder op og ned langs den jyske Ã¥s.
Det jeg mente med mit tweet var kort og godt at nÃ¥r der nu engang er mulighed for at svare enkeltpersoner direkte og uden omsvøb, sÃ¥ er det med at gribe muligheden. Det kan være en halv time om aftenen hvor der følges op pÃ¥ et par af de interessante spørgsmÃ¥l og svar hun har modtaget i løbet af dagen, sÃ¥ tror jeg alle os der var lidt ærgelige (mere end sure, i hvert fald) ville finde det mere retfærdigt ikke altid at modtage et svar – men dog have chancen for at fÃ¥ et i ny og næ.
What is Twitter?
Twitter is not the new Facebook/MySpace/Hyves/StudiVZ/Hi5/Bebo/whatever.
Twitter is not a newspaper, nor is it place for in-depth journalism.
Twitter is not a “real” microblogging platform (if you see a blog as a place where a person (or more) write blogposts that you can comment on – Jaiku is a real microblog then).
Twitter will not be mainstream in the sense Facebook is. It could be mainstream in the way Blogger or Wordpress or Movable Type is.
What is Twitter then?
Twitter is a place where I follow people I find interesting and learn something new about stuff that interest me.
It is a place where eye witnesses can tell what is happening at any given event as it happens.
And it is a sleeping hivemind I can wake up when I need an answer with more context than Google can give me.
Microblogging as a Facilitator for Tacit Knowledge
Yesterday, I attended my last exam in the second year of my Bachelor’s study where I defended the paper I have written with Kristoffer and Kristian on microblogging in organisations.
Everything went well; we got a good grade, but more importantly, our supervisor and examiner said the paper was very well written and had lots of good points, even though the coherence between the various parts of the paper is a bit vague at times. But what the heck? It’s over with, and we finished well.
The research question of the paper is as follows:
“How can an organisation facilitate tacit knowledge through a social media platform?”.
This is my executive summary of the paper:
“For this paper, we have interviewed prominent, Danish social media consultants, and applied relevant theory to try and find a solution to what is one of the crucial issues in organisations today; the tacit knowledge that is embodied in the members of the organisation, and might not be made explicit, without the aid of various tools.
The paper is divided into three sections, where the first one seeks to answer which kind of knowledge that can be embodied in a collaboration tool. We find that there a two kinds of tacit knowledge, where tacit knowing can not be articulated, and implicit knowledge is the knowledge which can be articulated, but has not yet. Moreover, when articulated, the knowledge loses the context in which it was situated, and becomes highly shareable information that can be shared through the organisation’s platform of choice.
Various social media platforms are investigated, in order for us to find which one is the most applicable for the retrieval of the Implicit Knowledge. We conclude that Instant Messaging is best for one-on-one interaction, but is lacking in features that makes the members of the organisation able to re-find their information. A wiki platform gives the user the ability to re-find the Implicit Knowledge that has been articulated, but the lack of social interaction makes it less useful for capturing the knowledge that is created throughout the day. As a result, we find that a microblogging platform acts as the best medium for the retrieval of Implicit Knowledge, as a tagging feature can be incorporated, in order for you to describe what your post is about, and then re-find it at a later point. Furthermore, because of the social nature of the microblogging platform, you are able to socialise with the other members of the organisation.
Lastly, we seek to give an answer to how an online community work, in order for us to better understand the social interactions that happen between the work-related issues in the microblog. This led us to a conclusion stating that because of the users’ interaction over social objects, they feel a form of being present together, even though they may be geographically dispersed.”
The whole paper can be found at Scribd: Link.
At a later point, I will put out the links to the blogposts and articles which can be found online that we have used in the paper, but for now, you will have to look at the bibliography at the end of the paper.
Many thanks goes out to especially Jacob Bøtter from Wemind, who helped us out by letting us interview him on his company’s use of WordPress’ Prologue-theme as an internal microblog. Also, thanks to Jon Froda and Anders Pollas from OurHoist, Henriette Weber Andersen Kristiansen from Toothless Tiger, Trine-Maria Kristensen from Social Square and Lennart Björneborn from The Royal Danish Library School for providing us with a yet-to-be published article on Serendipity.
So, if you managed to read through the paper (or parts of it anyway), what do you think; is it possible for teams/small organisations to actually extract some of that valuable information that forms inside their employees’ heads with the aid of a microblog?
Update:
Just found out that you can embed the paper into the blog post, so here it is:
Hva' så?
Jeg synes lidt jeg skylder at forklare hvorfor denne blog agerer så meget som en legeplads som den gør lige for tiden, og jeg skal forsøge at holde det kort:
I 6./7. klasse fik jeg af min mor en computer. 166Mhz CPU, 4GB Harddisk, 32MB RAM – vi snakker topmodel! Det sørgelige hakkebræt blev endevendt adskillige gange og til sidst gik den helt kold (forstÃ¥eligt nok), men det var ikke spildte kræfter; én gang for alle blev jeg interesseret i computere.
Det var i Windows95-dagene (legede dog også lidt med 3.11, men ikke meget) og siden kom 98 og det stooooore spring til XP. Hele tiden irriterede det mig at det ikke rigtigt virkede som jeg gerne ville have det til at gøre, og da min gode ven Mathies køber en Mac i sommeren for to år siden er jeg ikke helt tilfreds, men efter noget snakken frem og tilbage finder jeg ud af at sådan en må jeg bare eje. Pengene er der til en Mac mini som lige var kommet frem på det tidspunkt, og siden har jeg ikke set mig tilbage.
Der er bare ved at ske et eller andet med det der internet som fascinerer mig mere og mere, og selvom OS X er mere end bare almindeligt fint, sÃ¥ kan det faktisk stort set ikke gøre noget som internettet ikke kan gøre – for mig!
For ikke sÃ¥ lang tid siden fandt jeg Fluid som gør at jeg kan browse et website i et seperat vindue og det dermed vil “opføre” sig som et selvstændigt program. Praktisk med Jaiku, Facebook, Gmail og alt det lignende i hvert sit vindue.
Hvordan vedkommer det så det her site? Jo, det gør det på den måde at når jeg spreder min aktivitet udover så mange sites, vil det også gå ud over det her.
De små daglige indlæg ligger nu på Jaiku eller Twitter, mine billeder på Flickr og små, skæve indslag på copyblokking.com (som faktisk desværre også bliver negligeret lige for tiden).
Desuden er jeg i færd med at kode frontenden til et søgbart, kommenterbart presenceværktøj (more info TBA indenfor overskuelig fremtid), finde ud af hvordan man kan opmuntre folk til vidensdeling i en organisation vha. microblogging samt at finde litteratur til det emne (for hvad er ‘viden’ egentligt nÃ¥r det kommer til stykket?).
Det blev langt – har du læst det hele, sÃ¥ tillykke til dig. HÃ¥ber stadigvæk at kunne skrive fantastiske posts om vores selvopfundne “conversion funnel”, om hvorfor XMPP er helt genialt og fremtidens værktøj samt en hel del mere om HCI/IA/IM og hvorfor min mobil bliver mere og mere en computer fremfor en telefon.